Selvfølgelig skal man gøre forskel på folk!

Alt er sort, hvidt eller bare gråt og småt…

Ind imellem får jeg rodet mig ud i en diskussion som jeg tror handler om noget generelt ..om livsanskuelser og måden at se verden og andre på… anskueliggjort med et eksempel fra den virkelige verden, som regel noget med at:  “Her fejler systemet”…

 

En person på et plejehjem er ved at dø af sult fordi maden er elendig… en syg skal arbejdsprøves og det er nu helt almindeligt at man skal prøve så meget at man er nødt til at ha en seng at hvile sig i ind imellem..

 

En diskussion om immigranter og flygtninge der oversvømmer vesten uden udsigt til andet end offentlig forsørgelse…

 

En kommune mener sig berettiget til at forbyde rygning for skoleelever også udenfor skolens matrikel…

 

Og jeg kaster mig ud i at skrive om hvordan systemet er vokset og groet og blevet et mål i sig selv og ikke et middel til at hjælpe medmennesker, hvordan vores skattekroner er endt med at være “usynlige” og pengene der smides rundt med kommer fra en uudtømmelig stor statskasse…

Hvordan mennesker drukner i systemets labyrint, både borgere, patienter og ansatte der frygter at fejle..ikke at fejle ved at tabe borgere på gulvet eller ikke få behandlet patientens sygdomme optimalt men fejle ved ikke at følge systemets retningslinier til punkt og prikke.. ikke få sat de krydser der skal sættes.. fordi systemet måler din succes ved om du har fulgt alle retningslinier og procedurer … ikke ved om du har hjulpet nogen.. hvordan statistik ukritisk bruges til at berette om succes… .. uden at man tager højde for menneskene bag statistikken eller overvejer om den ville vise noget andet hvis man gjorde..

 

Hvordan mennesker dør af at få den hjælp de har krav på fordi den hjælp ikke er den rigtige… hvordan mennesker dør af stress når de er gået ned med netop stress og ender i “systemet” der netop går ud på at stresse og presse ….Det står ikke i nogen statistik.. de dør af alt muligt andet.. stressrelateret!

 

Hvordan vi kræver så meget af almindelige mennesker i almindelige jobs at de kan gå ned med stress i et job der burde være enkelt og ligetil..

 

Hvordan menneskesynet ændrer sig.. hvordan mange ikke længere ser patienter eller arbejdsløse eller hjemløse som medmennesker men som objekter man skal gøre noget véd..

 

Hvordan en kommune måske nok kan forlange visse regler overholdt af de ANSATTE i ARBEJDSTIDEN og på skolens område..men sgudda ikke af frie mennesker der slet ikke ER i skole… de pjækker måske eller er syge eller er lige smuttet ud  i frikvarteret.. og nej.. det er altså ikke sådan at voksne altid bare kan bestemme hvad som helst over børn.. deres forældre kan bede dem om at lade være med at ryge..men de får altså nok ikke politiet til at komme rendende og uddele bøder fordi  Amalie Victoria har røget .. 😉

Det er ikke forbudt at ryge på offentlig vej….. endnu da

Men så ender diskussionen lige dér..for hvis man generaliserer lidt eller begynder at kritisere selve systemet så får man sgu at vide at “man taler udenom” for nu snakker vi altså om hr. Ditten Datten og hans knyst…!

Eller vi snakker om at alle “de  fremmede” skal UD basta.. og enten mener man dét eller også mener man det modsatte… det er lissom ikke ok at være lidt praktisk og mene at man vel kan sortere lidt vi véd jo godt hvem der er størst risiko for vil leve af at stjæle og snyde eller hvem der er størst risiko for vil blive eller ER ekstremister.. ? Enten er man en hjerteløs skid eller også er man et blødsødent fjols.. og i øvrigt skal reglerne være “ens for alle”

 

Men hvorfor det? Det har I lært i børnehaven at dét er retfærdighed… og retfærdighed er vigtigt mener I og man skal ikke gøre forskel….

 

Jo gu skal man sgudda så…!

 

Man skal også gøre forskel på sine børn fordi de ikke har de samme behov… man skal gøre det der er bedst for den enkelte og bedst for samfundet..

Man skal for helvede sgudda ikke gå efter laveste fællesnævner…!

 

og jeg orker altså ikke snakke om hr. Ditten Dattens knyst hvis jeg ikke må brede perspektivet lidt ud og snakke lidt om hvordan helvede det kan være at danskerne er blevet så skide autoritetstro fx at ingen stiller spørgsmålstegn ved om det måske er systemet og menneskesynet den er helt gal med når det går galt… de har altfor travlt med at hytte deres eget skind i et menneskeknusende systemmaskineri…

 

 

Man kan også bare lave sig et boblebad med grannåleduft..

Man kan blive stresset af alle de gode råd om hvordan man skal leve for at undgå stress…

Man kan blive gammel før tid af at jagte den evige ungdom

Man kan få dårlig samvittighed af at løbe sig en tur hvis man ikke gider gøre det hver eneste uge, for så er man jo ikke “seriøs” og “det nytter ingenting”

Nytter hvad?

Man kan lære sine børn at lyve ved at skælde ud når de siger sandheden og at de ikke kan klare sig selv ved at kontrollere og regulere alt hvad de foretager sig…

Man kan lære sig selv at mene noget vrøvl ved at gentage det ofte nok.

Man kan lade sig narre af pæne intentioner til at indskrænke andres frihed.. “for deres egen skyld”

Man kan sågar lade sig snyde til at mene der bør være aflivningsanstalter til de dødeligt syge…

Man kan leve med så tykke bind for øjnene at man tror man lever i den  ultimativt mest geniale af alle tider… og at alt kan ordnes.

Man kan bide sig selv ind at alt er ens egen skyld og at alle der gør sig skyldige i at koste samfundet penge er snyltere..

Man kan sågar bilde sig selv ind at det er usolidarisk at sende sine børn i privatskole eller undlade at melde sig ind i en fagforening..

for man skal “ændre tingene indefra”

Med samme logik kunne man så mene at det ville være en genial idé at melde sig under fanerne i en hvilken som helst absurd forening man er uenig med?!

Man kan blive glad når en kunstner alligevel ikke skal sidde et halvt år i fængsel og have destrueret sine kunstværker..

Man kan blive glad når solen skinner…

man kan få lyst til at løbe en lille tur… bare for hyggens skyld..

og man kan få lyst til at dele en flaske god vin med sig selv…

og ryge tobak for en skilling… ca.

på en perron et sted i landet..

foran et ikke-rygnings-skilt

Det er lige til at blive glad i låget af.. så man føler sig yngre og gladere og får den tanke at ikke engang en dødsdom fra en læge med meget alvorlige rynker i panden ville kunne få en til at lægge sig ned og dø…

før den dag det er slut…  den dag ingen af os kan forudsige..

kun kan vi med ret stor sandsynlighed sige at den indtræffer mellem fødsel og 100-120 år frem i tiden…

sådan ca… rundt regnet statistisk set…

Man kan blive så travlt beskæftiget med at opsøge lykken og opfinde sig selv…

at man farer vild…

man kan også bare hækle nogen grydelapper… og nyde mønstret brede sig .. og kigge lidt ud ad vinduer hvor regnen tegner striber i støvet..

på en grå himmel og mørke træer…og overveje hvor længe man vil blive siddende før det er tid til et langt varmt boblebad med grannåleduft…