Go with the flow
20. juni 2018 Skriv en kommentar
Det plejer jeg at sige om min egen måde at takle livet på…bare go with the flow… der er det der flow man kan være i, den der boble der omslutter en så man er helt i fred med verden imens man laver noget der giver rigtig god mening fordi…. fordi man er i dét flow… som da man legede som barn ….
Time efter time kunne man sidde og bygge små huse af pinde og mos i skovbunden og ikke ænse andet end duften af den regn som endelig var holdt op og solens varme og lyden af blade i vinden, eller tegne og fortælle sig selv historier imens regnen piskede mod ruderne og der duftede af mors kaffe….sådan et flow er sundt og godt…
Men det flow man kan gå med er et andet, det er livet og alt det man oplever og erfarer, det er hændelser der får livet til at skifte retning og blive anderledes, eller bare livets gang og kroppen der ældes og må holdes vedlige for ikke at forfalde for hurtigt, det flow der bringer en vidt omkring som en jobannonce om job i Grønland fx… eller en veninde som engang opgav at læse til lærer fordi det var et alt alt for hårdt job og læste sprog istedet og man tænkte: Hvor svært kan det egentlig være..det kan jeg sgu godt…. og siden indså man at hun måske havde ret for sin egen del… men at det hun syntes var så hårdt ikke var det samme som det DU syntes var hårdt…
Det flow der hvis man griber nuet og handler på indskydelser kan give så mange oplevelser som man ikke ville have kunnet planlægge eller forestille sig …
Som at sejle dén vej vinden vil og ikke med djævlens vold og magt skulle et bestemt sted hen
Som barn drømte jeg om tre ting… at ha børn, at skabe et finurligt og eventyrligt hjem til mig selv og mine og at opleve og se hvordan andre levede… Jeg drømte aldrig om at blive gift som veninderne, jeg samlede ikke på “udstyr” jeg tænkte slet ikke på mænd og drenge på dén måde, som en måde at få et hjem og børn og familie på..( haha jo jeg vidste da godt jeg var nødt til at have lidt nærkontakt for at få nogen børn) Jeg véd ikke hvorfor jeg ikke tænkte på dén måde, der var masser af veninder der ikke snakkede om andet end hvilke og hvor mange børn de skulle have og hvad deres mand skulle arbejde med og hvor de ville bo og hvilke møbler de ønskede sig og ikke mindst…brudekjolen!!
Jeg fik det hele og lidt til…. så fik jeg lyst til at finde en livsven, en partner, en mand… sådan rigtigt… dét gik helt galt… jeg véd ikke..måske fordi jeg ikke bare “flød med?” Måske fordi jeg så gerne ville det, at jeg glemte at når ting planlægges på dén måde som veninderne altid gjorde, så plejede de at tjekke og dobbelttjekke og forventningsafstemme og spørge ud og aftale både forsikringer og pension og hvor skal vi bo og hvordan er “vores” stil og hvor mange børn skal vi ha og …. hvad er vigtigt og hvad ikke… måske..for enten leverede jeg ikke “varen” og så ledte han videre og fandt nye græsgange imens jeg intetanende gik rundt og troede vi havde det helt fint og dejligt og kunne vente med alt det der “flytte sammen noget” til alle unger var fløjet måske… og han blev måske mere og mere frustreret over min ubekymrethed ..eller jeg havde bare fundet mig en utro. egoistisk satan som til hver en tid valgte hende der gav mest bonus.. havde flest penge og det fineste hus…. og derfor sejlede videre til den næste og sommetider til den næste og næste og to af dem sejlede lidt mellem flere… sådan en slags “flerkæresteri” det kaldte så på “nødvendigheden af mange løgne”
Jeg er ved at blive “voksen” jojo… næsten i hvert fald.. og jeg har aldrig boet så længe et sted som jeg har boet hér… måske er det godt…der er mange ting jeg aldrig har erfaret fordi jeg altid lod mig flyde med og flyttede rundt og prøvede af…
Dybest set har jeg det måske også for godt i mit eget selskab… hvis jeg skal være helt ærlig har jeg ikke lyst til at indrette mig efter en eller anden bestemt måde at se tingene på eller indrette huset på eller til at lave “husregler” eller passe på hvad jeg siger om hvad jeg mener når jeg mener noget andet end “han” gør .. så hvis jeg ikke finder den der ven som man kan diskutere med uden at blive uvenner… som er med på at to liv levet længe kan man ikke fusionere helt perfekt til en bestemt “stil” bestemte “ritualer” eller “vi gør” eller “vi holder altid ferie i” …. det kan simpelthen ikke lade sig gøre hvis man ikke er fuldkommen ENS… og dér kommer jeg sgu til kort..jeg er ikke ens… men det er der så andre der er… med de samme IKEA møbler og mulighed for at holde ferie samtidig og de samme ønsker om at bruge ferien på “interessante ferier der egner sig til at blive smidt på FB” HUN elsker at klæde sig som HAN ønsker hun skal klæde sig og HAN går i det tøj HUN køber til ham.. jeg kan slet ikke SE mig selv købe tøj til et mandfolk der ikke er min søn..er jeg sær… forkert? … Måske lidt…. jeg elsker til gengæld at fjolle rundt sammen i en genbrugsbutik og komme ud med tre sæt sengetøj, to trøjer, en sjov hat, en meget grim taske, et par næsten nye sokker og en bordlampe der tilsammen har kostet lige over en hundredekroneseddel….
Jeg vil da gerne lære hans familie og venner at kende men når jeg så har mødt dem er det sgu ikke sikkert jeg ligefrem vil i sommerhus med hele sjakket og være høflig og spise brun sovs og ikke skære fedtkanten af og snakke om hvad jeg selv mener er ligegyldigheder, i hvert fald ikke uden at nogen stiller en formildende flaske whisky i min umiddelbare nærhed…….. og jeg elsker min familie… jeg kan ikke slæbe en mand med hjem til dem hvis han ikke også nyder samværdet med dem..og de råwer og brøler og det gør jeg også… og diskuterer højlydt i munden på hinanden… det GØR vi… det er SÅ livsbekræftende…. synes vi selv…. og i øvrigt kan vi slet ikke lade være….
Forsinkede reflekser… jeg forelsker mig og forsøger at rette lidt ind… at være lidt mere stille…. ikke at blive såret over hans “belæringer” når jeg mener noget andet end han gør… men jeg véd det jo godt..der er ikke noget her man kan lave om på… jeg kan heller ikke selv… og når jeg endelig møder een og er lidt længe om at nå til den konklusion at HAM vil jeg ha..vi skal bo sammen når vi bliver gamle…hans idé med et oldekolle er genial… så har HAN besluttet at han istedet vil bo i tosomhed og er forlængst videre for at finde hende der vil dét.,..
Kærligheden længe leve, den er en sær snegl.. jeg véd ikke andet end at det er noget hormonelt… for mig i hvert fald..noget hormonelt og så en vis grad af sympati og en smule fælles holdninger til dét at kunne diskutere uden at ende med at være uvenner…. veninderne vidste noget andet… de vidste at det bare var et spørgsmål om koordination og forventningsafstemning…. sex diskuterede man ikke det gav sig selv.. en til to gange ugentlig helst med lyset slukket og den aktivitet skulle ophøre når man nåede en vis alder og kunne sige ” sådan noget gør man jo ikke i vores alder”
Man kunne jo også gifte sig med sig selv… men så giver en livsforsikring til fordel for partneren ikke megen mening…. til gengæld er det ret let at blive skilt…. eller måske er det faktisk meget sværere?
Det projekt tror jeg bare jeg skal holde mig fra …. jeg er helt sikkert umulig at leve sammen med!!
Og så bliver jeg her … lidt endnu i hvert fald… jeg er meget meget MEGET langsomt ved at få haven til at gro i skov..havedammen til at ligne en skovsø og om et par år eller ti tror jeg såmænd også jeg har fået det indvendige til at være lidt småeventyrligt…. ohhh så kan I ikke finde mig når I kommer forbi… I véd ikke hvilken lille krog i haven jeg fjæler mig i… eller om jeg sidder i den grønne stue eller den røde… eller måske i den gule… og går i eet med tapetet…og i øvrigt kan man måske ikke sé huset fra vejen mere… og der er ingen lang indkørsel..der er krat… og kun JEG véd hvordan man finder herind…..
Gad vide om man også kan leje sig selv ud? Bliv hentet ved kirken af en gammel kone du ikke kender..hun har uglet hår og er iført joggingbukser, ternet herreskjorte og badesandaler og har konstant en smøg i flaben, hun fører sig frem s
